U16-drenge leverede en flot præstation og snuppede sølv ved DM i strandhåndbold.
Oplægget til kvalifikationsstævnet i Skæring var, at vi skulle drille alle hold så meget som muligt. Lidt drilleri blev hurtigt til et seriøst kandidatur om at indløse billetter til DM-stævnet i Kerteminde. I finalespillet blev ”drilleriet” således til en sejr over vores eget førstehold, og den vilde jubel kunne bryde løs – vi skulle til DM.
Godt en uge efter den imponerende kvalifikation mødte otte spillere og undertegnede på den lille P-plads klokken 7:45 klar til at drage til det nordfynske for at forsvare klubbens ære. Da vi satte os ind i bilerne, gik tankerne naturligvis lidt på vejret, som ikke så alt for godt ud. Skulle vi både have tæsk og være våde en hel dag?
Omkring klokken 9:30 ankom vi til Kerteminde, hvor alt var stillet op og gjort klar. Musikken pumpede ud af højtalerne, og inden første kamp på bane 11 mod Team Sydhavsøerne, snakkede vi lidt om, hvordan vi skulle håndtere stævnet. Det helt store fokuspunkt var, at vi skulle jagte alle de succeser, vi kunne komme i nærheden af og ikke se os tilbage. Derudover skulle vi give alle andre hold ved stævnet et godt indtryk af Skovbakken som klub, og når man spiller i den gule trøje, viser man en offervilje for hinanden. Samtidig skulle vi også suge til os ved stævnet, tage det som en oplevelse – hvem ved, om man nogensinde får lov til at spille ved sådan et stævne igen?
Kampen mod Team Sydhavsøerne gav et meget godt billede af, hvordan dagen kom til at forløbe. Vi tabte klart første halvleg, men i anden halvleg havde vi taktikken på plads og kunne lige pludselig bringe os foran med ni mål. Efter en lidt hektisk afslutning vandt vi anden halvleg, og så var tiden kommet til ”solo-mod-målvogter”. Her holdt spillerne for alvor hovedet koldt, og vi vandt over et ellers godt hold, der senere viste sig at stå med bronzemedaljerne om halsen.
Efter det formidable resultat stod der Mors på menuen. Et drama i første halvleg endte med en 20-19 sejr til morsingboerne i det såkaldte golden goal – der spilles til det først scorede mål, hvis halvlegen ender uafgjort. Bakken-drengene rejste sig imidlertid endnu en gang i anden halvleg, og i ”solo-mod-målvogter”-runde holdt de igen nerverne i ro, hvilket resulterede i dagens anden sejr.
Nu var der ikke langt til skyerne for drengene, der ellers lå faretruende over Kerteminde uden at give noget regnskyl. Det blev imidlertid forbudt for spillerne at se resultatet af de andre kampe i puljen inden den sidste puljekamp mod Bjerringbro. Igen var vi ude i en vital ”solo-mod-målvogter”-runde, og igen resulterede det i en sejr og samtidig en puljesejr. Nu var vi sgu med i medaljekampen! Dagen var et stort adrenalinkick, som spillerne på forunderlig vis løste næsten til perfektion.
Under opvarmningen til semifinalen kunne drengene ikke tro deres egne øjne. ”Er det dem, vi skal spille imod!?” spurgte over to meter høje Kristian Ø. Ja, FIF-drengene besad en ganske solid fysik, og vi blev virkelig kyst af dem i første halvleg, hvor vi fik store klø. I anden halvleg tog kampen imidlertid en anden drejning. Forsvaret fungerede, og i den anden ende tog vi kampen op med de fysisk overlegne københavnere. Undertegnede smed timeout-kortet ved en 10-9-føring og med 20 sekunder igen. Bare en enkelt scoring, var taktikken. Dommerne valgte med 10 sekunder igen, at fløjte direkte nøl på en aflevering til en totalt fri Bakken-spiller, hvilket for alvor fik undertegnede op i det røde felt. Det resulterede i en udvisning, hvilket var forfærdelig pinligt, da det gjorde vores chance for sejr betydeligt mindre. Ikke desto mindre dækkede drengene som aftalt godt op for deres målmand, som naturligvis ville forsøge at vinde halvlegen for dem i slutsekunderne og dermed gøre en ende på kampen. Nu skulle semifinalen i stedet ud i ”solo-mod-målvogter”, hvor Bakken-drengene nok engang stod for presset og gjorde undertegnedes håbløse udvisning betydningsløs; nu ventede SUS i finalen.
Ullerslev ligger lige godt 10 km fra Kerteminde, og der har SUS hjemmebane. De har som regel altid gode strandhåndboldhold, og SUS-holdet, vi mødte i finalen, var bestemt ikke nogen undtagelse. Vi blev spillet ud af banen i første halvleg, som vi tabte med over 10 mål. I anden halvleg kørte vi imidlertid mod en dobbelt forsvars/angrebsudskiftning, som sammen med drengenes fightervilje virkelig formåede at vende kampen. Stillingen var 10-10 med omkring 20 sekunder igen, og timeoutkortet var lagt. Vi skulle blot bruge en enkelt scoring, så var halvlegen hjemme, og vi var sikret endnu en ”solo-mod-målvogter”-runde. Et ærgerligt boldtab med få sekunder igen resulterede i en SUS-scoring i den anden ende, og en vild fynsk jubel kunne bryde løs.
Efter kampen var vi naturligvis skuffede, men vi tabte til et bedre hold, der kunne lave 2 pointscoringer næsten hver gang. Der gik dog heller ikke lang tid, før drengene fandt ud af, at sølv alligevel ikke smagte helt så dårligt, når de nu havde fightet med alt, hvad de havde. Efter en dramatisk U16 pigefinale, som Skovbakken-pigerne i øvrigt vandt, kunne vi – meget trætte - tage hjem til Århus med en meget god smag i munden og med en stor oplevelse i bagagen.
Søren Fisker
